Monsunregn i Indien har tirsdag fået flere mure til at styrte sammen, hvorved mindst 27 personer er blevet dræbt.
Uvejret har tvunget myndighederne til at lukke skoler og kontorer, og der har været store forstyrrelser i både fly- og togtrafik.
Monsuntiden fra juni til september forårsager hvert år adskillige dødsulykker med sammenstyrtede bygninger og mure, da mange huse og bygninger er dårligt bygget.
Skybrud har fået en dårligt bygget mur til styrte sammen på blikskure og interimistiske hytter på en skråning i den vestlige Mumbai-forstad Malad, oplyser brandvæsnet. Her er mindst 18 blevet dræbt, og mange er blevet kvæstet.
Tre mennesker er omkommet i byen Kalyan, hvor en mur i en skole er styrtet sammen. Kalyan ligger 42 kilometer nord for Mumbai, som ligger på den indiske vestkyst.
I den nærliggende vestlige by Pune blev seks mennesker dræbt af en sammenstyrtede mur, siger en brandmand, efter at 15 omkom ved en lignende ulykke lørdag.
I Mumbai tilstræber myndighederne en udvikling, hvor storbyen bliver et internationalt finanscentrum, men store dele af byen bliver ramt af kaotiske ødelæggelser under den årlige monsunregn, som oversvømmer vandveje og affaldsfyldte kloakker.
I dele af Mumbai er der faldet over 300 millimeter regn på 24 timer, hvilket er et næsten konstant skybrud i op mod et døgn. Gader og jernbanespor er blevet oversvømmet i mange områder, hvorved millioner af mennesker har stået uden transportmuligheder.
De lavtliggende dele af storbyen er oversvømmet.
I 2009 faldt der 950 millimeter regn i Mumbai på blot 24 timer. Mere end 500 mennesker mistede livet som følge af vandmasserne.
I august 2017 blev Mumbai igen lammet af monsunregn, som satte byen fuldstændig i stå i to døgn. Her blev ti personer dræbt.
Mumbai har tidligere været dækket af mangroveskov, som har spillet en afgørende rolle for at dræne regnvand fra byen. Men de seneste år er beplantningen blevet fjernet til fordel for nyt byggeri.
Derfor kritiserer aktivistgrupper myndighederne for at have gjort byen mere følsom over for vandmasserne for i stedet at gøre plads til den voksende befolkning.
/ritzau/Reuters











