Fagfolk: Flere små børn rammes af en spiseforstyrrelse

    Flere og flere helt unge børn rammes af en spiseforstyrrelse.

    Det skriver Kristeligt Dagblad på baggrund af interview med flere fagfolk og tal fra Sundhedsdatastyrelsen.

    Hos Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade oplever man, at børn helt ned til syv år kontakter dem for at få hjælp.

    – Vi oplever, at de bliver yngre og yngre, og vi har været overraskede over, at børn på syv, otte og ni år finder vej til eksempelvis vores chat for at søge hjælp. Og jeg tror faktisk, der er langt flere, som bare ikke finder en hjælpelinje som vores, siger vicedirektør Sabine Elm Klinker.

    På Bispebjerg Hospital i København har man også oplevet en klar stigning i antallet af helt unge børn med symptomer på en spiseforstyrrelse, fortæller Ulla Moslet.

    Hun er formand for Dansk Selskab for Spiseforstyrrelser og overlæge på ambulatorium for spiseforstyrrelser på Bispebjerg Hospital, og det er oftest børn, der ikke spiser nok, hun oplever.

    – Det, som er anderledes end tidligere, er, at dels er der flere børn, dels kommer de med klassiske symptomer på spiseforstyrrelser. Der var jo også spiseforstyrrede syvårige førhen, men der var ikke så mange.

    – Og ofte bestod deres problemer i en angstproblematik. For eksempel en angst for at fejlsynke. Altså, at de blev bange for at sluge maden, fordi det gjorde ondt. De klassiske symptomer som frygt for fedme, forvrængede kropsbilleder og tvangsmotion kommer de med langt tidligere end før, siger Ulla Moslet.

    Tal fra Sundhedsdatastyrelsen underbygger fortællingen om et stigende problem med børn og spiseforstyrrelser.

    Mens 1118 børn og unge under 18 år i 2006 blev diagnosticeret med en spiseforstyrrelse, fik over dobbelt så mange samme diagnose i 2016, der er de seneste tal fra styrelsen, skriver avisen.

    /ritzau/