Astralis skyder igen flere millioner for lavt i regnskab

    E-sportsholdet Astralis tabte millioner igen i 2018.

    Holdet har stor succes, når det deltager ved Counter Strike-turneringer for hold. Men på den økonomiske front tabte Astralis 6,9 millioner kroner i 2018.

    Det viser e-sportsholdets årsregnskab. Regnskabet beskrives dog som “på linje med forventningerne” og “tilfredsstillende”.

    Samtidig fremgår det, at omsætningen er mere end fordoblet fra 16,7 millioner i 2017 til 35,9 millioner i 2018.

    RFRSH, der er firmaet bag Astralis, har desuden garanteret, at det vil sikre driften og økonomien hos Astralis gennem 2019.

    I 2017 kom Astralis ligeledes ud med et underskud. Dengang viste bundlinjen et minus på knap 4,7 millioner kroner.

    I begyndelsen af juni mistede Astralis førstepladsen på verdensranglisten i Counter Strike.

    Det skete, da holdet Team Liquid vandt turneringen DreamHack Masters Dallas og dermed overhalede det danske mandskab.

    Astralis havde ligget på førstepladsen i 20 måneder i alt og i 14 måneder i træk, og begge præstationer er rekord.

    Astralis ligger i øjeblikket på ranglistens fjerdeplads. Tirsdag begynder turneringen ESL One Cologne, hvor Astralis deltager og kæmper med om en præmiepulje på næsten to millioner kroner.

    /ritzau/