Politiet i Hongkong har tidligt tirsdag lokal tid indledt en operation for at tilbageerobre byens parlament.
Det blev mandag aften stormet af flere hundrede demonstranter, der trængte ind i parlamentets sal. Her blev flere symboler overmalet, og billeder blev revet ned fra væggen.
Politiet skyder med tåregas og angriber med stave demonstranter, der står i gaderne foran parlamentet.
Demonstranterne er gentagne gange blevet advaret om, at politiet vil bruge magt. Lidt tidligere hed det truende, at der ville blive brugt “passende magt” mod demonstranterne.
TV-billeder viser, at politiet er massivt til stede.
Tåregassen sender større grupper demonstranter på flugt gennem gaderne, der ligger i hjertet af Hongkongs finansdistrikt.
En stor del af de demonstranter, der nogle timer tidligere stormede parlamentet og trængte ind, havde i de tidligere nattetimer lokal tid igen forladt bygningen.
Det står ikke umiddelbar klart, hvad der sker inde i parlamentssalen.
Demonstranterne raser over et lovforslag, som vil gøre det muligt at udlevere borgere fra Hongkong til Kina.
Byens øverste chef, Carrie Lam, har suspenderet behandlingen af lovforslaget. Men hun har ikke trukket det tilbage.
/ritzau/AFP











