Verdensetteren Novak Djokovic fik en fremragende åbning på sit titelforsvar i Wimbledon.
Mandag indledte den 32-årige serber grand slam-turneringen syd for London med en sejr over tyske Philipp Kohlschreiber i tre sæt.
Det tog Djokovic godt to timer at vinde 6-3, 7-5 og 6-3 over tyskeren.
Kohlschreiber indledte med et servegennembrud, men det tog ikke Djokovic mange minutter at kæmpe sig tilbage, da han kort efter var foran med 4-1 og hurtigt lukkede første sæt.
I andet sæt brød de to spillere indledningsvist hinanden en gang hver. De fulgtes pænt ad, indtil serberen til sidst trak fra og ved hjælp af endnu et nyt servegennembrud vandt andet sæt.
Kohlschreiber ydede også en anelse modstand i tredje sæt, men igen måtte han bukke under for overmagten.
Tidligere mandag spillede sydafrikaneren Kevin Anderson sig også videre i turneringen. For et år siden nåede Andersson finalen, hvor han tabte til Djokovic.
I tre sæt slog Anderson franskmanden Pierre-Hugues Herber.
Også Stanislas Wawrinka er videre til anden runde i Wimbledon.
/ritzau/











