En politiaktion spærrer mandag formiddag en landevej ved Lunderskov i begge retninger.
Syd- og Sønderjyllands Politi lukkede allerede for trafikken tidligt mandag morgen, men har kort før klokken 10.00 ingen kommentarer.
De lokale medier TV Syd og JydskeVestkysten skriver dog, at vejen har været spærret i flere timer, og at politiet advarer om partisansøm på vejene omkring den afspærrede strækning.
Øjenvidner fortæller, at politiet er i gang med at afsøge området med hunde.
Midt på vejen holder to biler – en sort VW Golf og en politibil.
/ritzau/











