Signalproblemer stopper al trafik på Letbanen i Aarhus

    Der kører mandag morgen ingen tog på Letbanens strækninger i Aarhus. Årsagen er problemer med signaludstyret, oplyser Midttrafik på sin hjemmeside.

    Det er uvist, hvornår der igen kommer til at køre letbanetog på skinnerne.

    – Det er vores fjernstyringssystem, der her til morgen er gået ned, og det er vi ved at få genstartet nu, siger Michael Borre, der er direktør i Aarhus Letbane, til TV2 Østjylland omkring klokken 09.00.

    – Men vi regner stærkt med, at det hele er oppe at køre igen i løbet af ganske få timer, siger letbane-direktøren.

    Der er blevet indsat busser på en række af strækningerne, indtil Letbanen igen er oppe at køre. Det gælder for kørsel mellem Aarhus Rutebilstation og AUH Skejby, hvor busserne kører hvert kvarter.

    Også mellem Beder Landevej/Byagervej og Holme/Axel Gruhns Vej kan passagerer stige på en bus i stedet for et letbanetog. Her kører busserne med 20 minutters interval.

    /ritzau/