Efter ni år i spanske Atlético Madrid har den uruguayanske fodboldspiller Diego Godin nu fundet sin nye klub.
Det bliver den italienske storklub Inter. Det bekræfter klubben på Twitter.
33-årige Godin har fået en kontrakt, der løber til sommeren 2022.
Forsvarsspilleren havde kontraktudløb med Atlético efter den forgangne sæson, og dermed skifter han på en fri transfer.
Han har spillet 387 kampe for Atlético, siden han kom til klubben i 2010 fra Villarreal.
Et af Godins 27 mål for klubben faldt i 1-1-kampen mod Barcelona i 2014, der sikrede Atlético det første spanske mesterskab i 18 år.
Desuden har Godin vundet den spanske pokalturnering én gang og Europa League to gange med klubben.
To gange har han også været med til at spille Atlético hele vejen til finalen i Champions League i 2014 og 2016, hvor det begge gange blev til nederlag til Real Madrid.
Derudover har han spillet 131 kampe for Uruguays landshold. Senest lørdag, hvor Uruguay blev slået ud af kvartfinalen af Copa America af Peru efter straffesparkskonkurrence.
/ritzau/











