Semenya løber hurtigste 800 meter i USA nogensinde

    Den sydafrikanske løbestjerne Caster Semenya vandt søndag i suveræn stil favoritdistancen 800 meter ved et Diamond League-stævne i Californien.

    Den 28-årige Semenya gennemførte løbet i tiden 1 minut og 55,70 sekunder. Det er ifølge nyhedsbureauet Reuters den hurtigste tid, en kvinde har løbet en 800 meter på nogensinde i USA.

    Amerikaneren Ajee Wilson var på andenpladsen næsten tre sekunder langsommere.

    Løbet er det første for Caster Semenya, siden Den Schweiziske Forbundsdomstol i juni suspenderede en kontroversiel ny regel fra Det Internationale Atletikforbund (IAAF) om kvindelige atleters testosteron-niveau.

    Reglen handler om, at kvinder med et højt niveau af mandlige kønshormoner – som Semenya – skal sænke det med medicin for at kunne deltage i visse konkurrencer.

    Den Internationale Sportsdomstol (CAS) havde i første omgang givet IAAF medhold i beslutningen om at indføre den kontroversielle regel, men Caster Semenya appellerede beslutning til domstolen i Schweiz, og dermed kan hun fortsat stille op i konkurrencer.

    /ritzau/Reuters