Fra Mexico City til Manila, fra Durban til Kathmandu og fra Helsinki til Singapore. Flere steder i verden vajede regnbueflagene over prideparader med tusindvis af deltagere lørdag.
Fredag var 50-årsdagen for oprøret ved baren Stonewall Inn i New York. Her konfronterede homo- og biseksuelle sammen med transpersoner politiet og den mangeårige diskrimination fra myndighedernes side.
Årsdagen markeredes med prideoptog mange steder i verden.
I Nordmakedonien var omkring tusind mennesker samlet til den første parade for LGBT-rettigheder nogensinde.
Trods en kirkelig moddemonstration gik alt fredeligt for sig, da det farverige optog gik gennem hovedstaden Skopje. Det rapporterer det tyske nyhedsbureau dpa.
Det er ikke en selvfølge på Balkan, hvor tidligere prideparader er blevet angrebet af højreorienterede grupper og tilfældige tilskuere i blandt andet nabolandet Serbien.
– Diskriminationen er til stede på gaden. Jeg har oplevet fysiske trusler. Det er en hverdagssituation, fortæller den 30-årige Kristina Mitrovska til nyhedsbureauet Reuters.
Hun deltager i lørdagens pride i Skopje sammen med sin kæreste, Irina Gesovska på 21 år.
I Singapore var tusindvis af mennesker på gaden, mange med en opfordring om, at Singapore skrotter den lov, der forbyder sex mellem to personer af samme køn.
Sidste år besluttede Indiens øverste domstol at fjerne en lignende lov, der stammer fra kolonitiden. Og tidligere på året blev Taiwan det første asiatiske land, der tillader homoægteskaber.
I Filippinernes hovedstad, Manila, var omkring 30.000 mennesker på gaden med regnbueflag og regnbuefarvede paraplyer.
Landets kontroversielle præsident, Rodrigo Duterte, vakte for få uger siden opsigt, da han hævdede, at han for mange år siden var blevet “kureret” for homoseksualitet med hjælp fra “smukke kvinder”.
– Han tager helt fejl. Sådan fungerer det ikke, siger den 55-årige præst Noel Bardador, der gik med i lørdagens optog.
Han er imidlertid mere bekymret over andre problemer end præsidentens udtalelser.
– Kan jeg blive gift her? Har jeg nogen rettigheder? Retlig beskyttelse er det, vi kæmper for, siger han til nyhedsbureauet AFP.
I Finland deltog statsminister Antti Rinne i prideparaden, der gik gennem hovedstaden, Helsinki.
Det er første gang, at en siddende finsk statsminister viser sin opbakning til kravet om lige rettigheder og stop for diskrimination af homoseksuelle, biseksuelle og transpersoner.
– Det er vigtigt at understrege, at vi stadig har meget at gøre i det finske samfund, siger Rinne til den finske tv-station Yle.
Endelig er der New York, byen hvor det hele begyndte med Stonewall-oprøret. Her bliver der festet hele weekenden.
Fredag aften dukkede popstjernen Lady Gaga uventet op ved Stonewall Inn i kvarteret Greenwich Village med en hyldest til LGBT-miljøet.
Søndag kulminerer festen med optrædener fra to andre stjerner, der er blevet ikoner i LGBT-sammenhænge, nemlig Madonna og Grace Jones.
/ritzau/











