Bjørn tager stort spring op ad førertavle i Spanien

    Den danske golfveteran Thomas Bjørn var dagens helt store højdespringer på førertavlen, da tredje runde af Andalucía Masters lørdag blev spillet.

    Bjørn gik de 18 huller i fire slag under par og hoppede fra en delt 55.-plads til en delt sjetteplads i European Tour-turneringen.

    Han er nu samlet to slag under par. Undervejs på lørdagens runde blev det til fem birdies og en bogey.

    Den 48-årige dansker har dog langt op til den førende spiller, sydafrikanske Christiaan Bezuidenhout, der er ti slag under par inden søndagens fjerde og sidste runde.

    Søren Kjeldsen er også med i weekendens runder i den spanske turnering efter at have klaret cuttet fredag.

    Den 44-årige nordjyde havde dog ikke så god en dag lørdag. Kjeldsen måtte gå i klubhuset i to slag over par og er nu samlet et enkelt slag over par på en delt 30.-plads.

    Jeff Winther og Joachim B. Hansen var også med i Andalucía Masters, men klarede ikke cuttet fredag.

    Det er femte gang, at den spanske turnering bliver afviklet. Den tidligere US Masters-vinder Sergio García har vundet de seneste tre gange. Han ligger inden søndagens runde ligesom Thomas Bjørn på en delt sjetteplads, to slag under par.

    Det hidtil bedste danske resultat i Andalucía Masters – der ikke blev spillet fra 2012 til 2016 – kom i den første udgave af turneringen tilbage i 2010, hvor Søren Kjeldsen sluttede på en delt andenplads.

    /ritzau/