Plísková overtager tronen i Eastbourne efter Wozniacki

    Caroline Wozniacki formåede ikke at gentage turneringssejren i Eastbourne fra sidste år, og lørdag skulle der derfor findes en ny mester i WTA-turneringen i det sydlige England.

    Med en sejr på 6-1, 6-4 blev det tjekkiske Karolína Plísková, der trak sig sejrrigt ud af finaleopgøret mod Angelique Kerber fra Tyskland.

    Det var Plískovás tredje sejr i 2019. Hun har tidligere på året vundet WTA-turneringer i Brisbane og Rom.

    – Jeg har spillet nærmest perfekt tennis hele ugen og ikke tabt et eneste sæt, siger hun ifølge nyhedsbureauet Reuters efter sejren.

    Sejren i Eastbourne var da heller ikke helt fremmed for den tjekkiske tennisstjerne, der er nummer tre på verdensranglisten.

    I 2017 strøg hun helt til tops, og et år forinden var hun tæt på, da hun tabte i finalen i turneringen, der spilles på græs.

    – Det var min tredje finale, og jeg har vundet to af dem, så jeg nyder bare at spille her, siger Karolína Plísková.

    I lørdagens kamp mod Kerber udnyttede Plísková 4 af 13 breakbolde, og samtidig var tjekken skarp i egen serv. På matchbold nummer to blev sejren en realitet.

    Wozniacki gik ind til turneringen som forsvarende mester, men onsdag blev hun besejret af Aryna Sabalenka i kampen om en kvartfinalebillet.

    /ritzau/