Finaleklar Blichfeldt i Minsk: Ikke prøvet noget større

    Badmintonspilleren Mia Blichfeldt sørgede lørdag eftermiddag for, at der søndag er dansk deltagelse i damesinglefinalen i European Games.

    Egentlig var der lagt op til en ren dansk finale, da Blichfeldt er andenseedet, og Line Kjærsfeldt er topseedet, men sidstnævnte tabte tidligere lørdag sin semifinale til briten Kirsty Gilmour i tre sæt.

    Kort efter gjorde Blichfeldt sin entre på banen, og hun sejrede overbevisende i sin semifinale med cifrene 21-14, 21-11 over russeren Evgeniya Kosetskaya, der er fjerdeseedet.

    – Det er mega fedt at være i finalen. Jeg tror ikke, at jeg har prøvet noget større. Det er ligesom at skulle spille EM-finale, men jeg er ikke tilfreds endnu. Jeg vil gøre alt for at få en guldmedalje med hjem, siger Blichfeldt.

    Russeren fik lov til at lege med i første sæts indledning, men så tog den tydeligvis målrettede Blichfeldt initiativet og drev modstanderen rundt på banen.

    – Jeg havde en kamp tidligere i turneringen, hvor jeg faldt lidt ud, så det var et fokuspunkt at være til stede hele tiden, fortæller danskeren.

    Hendes føring voksede gradvist, og sættets spænding forduftede. Blichfeldt missede lige et par sætbolde, inden 21-14 var sikret.

    I arenaen, hvor omtrent en tredjedel af tilskuerpladserne var besat, formede andet sæt sig meget som det første.

    Russeren kom foran 6-4, men Blichfeldt overtog styringen og vendte stillingen til 11-6 i eget favør.

    Herfra forblev det ensidigt. Danskeren kontrollerede spillet frem mod sætsejren på 21-11, og dermed er hun som minimum sikret en sølvmedalje.

    – Det var en god kamp, hvor jeg havde styringen hele tiden, selv om jeg lukkede hende lidt ind nogle gange, hvor hun var god til at udnytte mine svagheder. Men jeg fik lukket hurtigt ned for det igen.

    Søndag klokken 13 dansk tid gælder det så finalen mod skotten Kirsty Gilmour, der i Minsk stiller op for Storbritannien.

    – Det er selvfølgelig rigtigt ærgerligt, at Line ikke nappede semifinalen i dag, da vi har arbejdet hårdt i vores damesinglegruppe.

    – Det bliver spændende mod Kirsty, der også er min gode veninde uden for banen. Det skal smides væk under kampen, hvor det bliver ren fight, siger Mia Blichfeldt.

    /ritzau/