Kevin Magnussen skifter gearkasse og får straf i Østrig

    Den danske racerkører Kevin Magnussen (Haas) har fået en straf forud for kvalifikationen til det østrigske grandprix.

    I den afsluttende træning lørdag formiddag måtte Magnussen pludselig køre i pitten, og efterfølgende har Haas meddelt, at danskerens gearkasse bliver skiftet inden kvalifikationen, der begynder klokken 15.

    Det koster fem placeringer i startrækkefølgen i søndagens grandprix at skifte gearkasse i løbet af weekenden.

    Det fuldendte en kedelig træning for danskeren. Efter at have blandet sig i midterfeltet i den første del af træningen dumpede Magnussen længere og længere ned, da kun fik kørt 11 omgange, færrest af alle.

    Danskeren satte den 18.-bedste tid ud af træningens 20 kørere.

    52 minutter inde i træningen kunne Haas meddele, at danskeren ikke ville komme ud på banen igen. På det tidspunkt havde danskerens racer allerede været i pitten i adskillige minutter for at blive undersøgt.

    Kort efter meddelte Haas så, at gearkassen skulle udskiftes.

    Haas-kollega Romain Grosjean satte den 15.-bedste tid i træningen.

    Kevin Magnussen er ikke den eneste, der straffes før grandprixet. Også Nico Hülkenberg (Renault) skal starte fem placeringer længere tilbage, end det han opnår ved kvalifikationen, mens Carlos Sainz Jr. (McLaren) og Alexander Albon (Toro Rosso) starter i bageste række. De tre kørere var allerede straffet inden lørdagens træning.

    Charles Leclerc fra Ferrari var hurtigst i træningen. Mercedes-kørerne Lewis Hamilton og Valtteri Bottas blev henholdsvis toer og treer.

    /ritzau/