Sanchez sender Colombia ud af Copa America på straffespark

    Manchester Uniteds udskældte angriber Alexis Sánchez sendte Chile videre ved Copa America efter straffesparkskonkurrence.

    For anden gang i kvartfinalerne ved Copa America skulle der en straffesparkskonkurrence til for at finde en vinder efter et 0-0-opgør.

    Natten til fredag dansk tid slog Brasilien Paraguay ud efter straffesparkskonkurrence, og natten til lørdag gjorde den forsvarende mester i turneringen, Chile, det onde ved Colombia.

    Straffesparkskonkurrencen endte 5-4 til Chile, hvor Colombias William Tesillo var den eneste, der missede et straffespark.

    Chile fik et mål annulleret efter 73 minutter af den ordinære kamp, efter at dommeren måtte bruge videosystemet VAR.

    Arturo Vidal havde scoret, men dommeren vurderede, at bolden havde ramt en chilensk arm forinden.

    Chile skal i semifinalen møde vinderen af turneringens sidste kvartfinale, der står mellem Uruguay og Peru. Holdene spiller natten til søndag.

    Tidligere på aftenen blev det afgjort, at Argentina og Brasilien skal mødes i den anden semifinale. Det skete, da Argentina slog Venezuela 2-0 på mål af Lautaro Martinez og Giovani Lo Celso.

    Semifinalerne spilles natten til onsdag og natten til torsdag dansk tid.

    /ritzau/