Danmarks bordtennislandshold for herrer kunne som ventet ikke matche det svenske ditto, da de tørnede sammen i semifinalen ved European Games fredag aften.
I en dyst bedst af fem kampe var det slut, da Sverige efter fire opgør havde bragt sig foran 3-1.
Nu venter i stedet en bronzekamp for det danske hold lørdag mod Portugal, der tabte sin semifinale med 0-3 mod Tyskland.
Danskerne kæmpede deres bedste, og Jonathan Groth slog den svenske verdensnier, men i det samlede billede var svenskerne lige en tand bedre.
I den indledende herredouble måtte Anders Lind og Tobias Rasmussen se sig slået af Jon Persson og Kristian Karlsson, der vandt 3-0 i sæt med cifrene 11-5, 12-10, 11-6.
Danskerne havde ellers to sætbolde i andet sæt, men da de blev formøblet, var resten en ekspeditionssag for svenskerne, der bragte sig på 1-0.
Så var presset stort på Groth, der skulle møde selveste Mattias Falck, der vandt VM-sølv i single for to måneder siden. Men danskeren fortsatte de forrygende takter fra ugen og vandt 11-9, 11-6, 10-12, 11-7. Så stod det 1-1.
Dernæst skulle Tobias Rasmussen forsøge at levere sensationen mod Kristian Karlsson, men det var stor en mundfuld. Nederlaget kom til at lyde 6-11, 8-11, 7-11, og så førte Sverige 2-1 samlet.
Nu var Anders Lind pisket til at gentage Groths bedrift mod Mattias Falck for at tvinge matchen ud i den afgørende femte kamp, men Falck var for stærk.
Svenskeren bragte sig hurtigt foran 8-1 og vandt første sæt 11-5. Lind kom dog stærkt tilbage og vandt andet sæt med 11-8, men Falck afgjorde kampen til svensk fordel ved at vinde to næste sæt 11-5, 11-5.
Nu venter for danskerne en bronzekamp, der er programsat til lørdag klokken 16 dansk tid.
/ritzau/











