FCN-sportschef bekræfter stor interesse for Skov Olsen

    FC Nordsjællands unge offensive profil Andreas Skov Olsen er en ombejlet herre.

    Det bekræfter superligaklubbens sportschef, Carsten V. Jensen, over for TV3 Sport.

    – Lige nu har 20 klubber henvendt sig seriøst til os, siger sportschefen, der ikke vil uddybe, hvilke klubber det drejer sig om, til mediet.

    Interessen for den 19-årige offensivspiller er ikke overraskende.

    I den forgangne sæson lavede Andreas Skov Olsen 26 mål i 44 kampe på tværs af alle turneringer, heriblandt 22 i Superligaen. Det gjorde ham til FCN’s suveræne topscorer.

    For nylig var han også med for Danmark ved U21-EM, hvor det blev til to optrædener. I den første mod Østrig blev Skov Olsen skiftet ind med et kvarter tilbage af kampen, hvorefter han både nåede at score et mål og lægge op til et.

    I alt er Andreas Skov Olsen noteret for at have spillet 19 ungdomslandskampe, hvori det er blevet til seks mål. Debuten på A-landsholdet har han stadig til gode.

    /ritzau/