Kevin Magnussen endte i midten af Formel 1-feltet, da bilerne for første gang var på banen på Red Bull Ring i østrigske Spielberg forud for søndagens grandprix.
I fredagens første træning satte den danske Haas-kører niendebedste tid. Magnussen kørte 27 omgange, den hurtigste i tiden 1 minut og 5,876 sekunder.
I samme træningssession var danskerens holdkammerat, franske Romain Grosjean, en smule langsommere. Han sluttede 11.-bedst med en tid på 1 minut og 6,135 sekunder.
Senere fredag var Magnussen langsomst af de to Haas-kørere i den anden træning. Han sluttede med 11.-bedste tid, mens Grosjean var sjettebedst.
Magnussens bedste tid lød på 1 minut og 5,960 sekunder, mens franskmandens bedste var 0,259 sekunder hurtigere.
Mercedes’ Lewis Hamilton, der fører VM-stillingen, var hurtigst i første træning, mens Ferraris Charles Leclerc satte den bedste tid i den anden træning.
Her opstod der en smule dramatik, da både Max Verstappen (Red Bull) og Valtteri Bottas (Mercedes) inden for et par minutter begge endte i barrieren efter at være kørt af banen. Begge biler burde være klar igen lørdag.
Tredje og sidste træning i Østrig køres lørdag klokken 12, inden der senere på dagen bliver kørt kvalifikation.
Uanset hvordan den ender, kommer Kevin Magnussen ikke til at starte bagest i søndagens grandprix.
Fredag blev det nemlig meldt ud, at McLarens Carlos Sainz og Toro Rossos Alexander Albon kommer til at holde i bageste række søndag, fordi deres biler har fået foretaget motorændringer.
/ritzau/











