Lyngbys oprykkere henter topscorer i Roskilde

    Superligaoprykkeren Lyngby Boldklub henter offensiv forstærkning, inden det går løs i den bedste række om godt to uger.

    Lyngby har skrevet en treårig kontrakt med FC Roskildes topscorer, Emil Nielsen. Det oplyser Lyngby i en pressemeddelelse.

    – Emil er på alle måder en drømmespiller for os. Vores møder med Emil har bekræftet os i, at han er en fantastisk person, der brænder for fodbolden og tager sin store passion for spillet med på banen, siger cheftræner Christian Nielsen.

    – Vi får en individualist, der samtidig er en stor holdspiller og vil kæmpe for den kongeblå trøje. Det er værd at nævne, at Emil har haft et stort ønske om at komme til os og har hele tiden holdt andre klubber væk for at få skiftet igennem. Det er et perfekt match både på og udenfor banen, lyder det fra cheftræneren.

    Emil Nielsen har tidligere i karrieren spillet for både AGF og norske Rosenborg, men han har haft størst succes i Roskilde, hvor han har været topscorer i flere omgange.

    I sidste sæson nettede han 20 gange i 29 kampe i den næstbedste række.

    – Jeg er utrolig stolt og glad over, at det kom i stand. Jeg er meget taknemmelig for at få denne mulighed at spille for Lyngby. Jeg glæder mig helt vildt, og jeg kan ikke vente med at komme i gang, siger Emil Nielsen.

    Lyngby åbner superligasæsonen på hjemmebane mod AaB søndag 14. juli.

    /ritzau/