Langdistanceløberen Eliud Kipchoge gør et nyt forsøg på at sætte en maratontid på under to timer.
Til oktober vil den 34-årige kenyaner forsøge sig med et rekordforsøg på 42.195 meter i Wien i Østrig.
– Dette er en gylden mulighed for at skrive historie, siger Kipchoge.
Rekordforsøget vil finde sted i Prater Park i den østrigske hovedstad på en rute på 9,6 kilometer med en rundkørsel i hver ende.
For to år siden forsøgte Eliud Kipchoge at komme under to timer på en lukket racerbane i italienske Monza. Her brugte han to timer og 25 sekunder på at tilbagelægge den ikoniske distance.
– I Wien er ruten hurtig, flad og godt beskyttet af træer, siger han.
Sidste år satte Eliud Kipchoge sin verdensrekord på to timer, 1 minut og 39 sekunder ved Berlin Marathon.
Selv om tiden i Italien i 2017 var bedre end rekordtiden i Berlin, så var forholdene på Monza-banen så specielle, at løbet ikke kan godkendes som officiel rekord.
Det nye rekordforsøg i Wien vil foregå mellem 12. og 20. oktober.
/ritzau/AFP











