Verdensranglistens nummer 142 udgjorde ikke de store vanskeligheder for Anders Antonsen i ottendedelsfinalen ved European Games.
Den danske singlespiller, der er nummer 13 i verden, vandt torsdag sikkert med 21-15, 21-8 over Christian Kirchmayr fra Schweiz.
Christian Kirchmayr var overraskende godt med i første sæt, hvor Anders Antonsen havde lidt problemer med at komme i gang med storspillet.
Det ændrede sig i andet sæt, som blev en anderledes ensidig affære med danskeren i førersædet.
Andenseedede Anders Antonsen skal i fredagens kvartfinale møde briten Toby Penty. Her vil danskeren igen være favorit til at vinde.
I damesingle er Line Kjærsfeldt også videre til kvartfinalen efter en sikker sejr i torsdagens ottendedelsfinale.
Topseedede Kjærsfeldt vandt 21-15, 21-5 over Airi Mikkalä fra Finland i en kamp, der aldrig blev spændende.
Danmark er også repræsenteret i kvartfinalen i mixeddouble, da Niclas Nøhr og Sara Thygesen også havde succes torsdag i den tredje og sidste gruppekamp.
Niclas Nøhr og Sara Thygesen tabte kun sølle 11 point undervejs, da den danske duo vandt med hele 21-4, 21-7 over spanierne Alberto Zapico og Lorena Usle.
Danskerne vandt dermed to ud af tre gruppekampe og går videre til kvartfinalen som toer i gruppen.
/ritzau/











