Bilist i brunlig firehjulstrækker stikker af fra uheld

    En cyklist blev alvorligt kvæstet, da en bilist ramte vedkommende på Hjerting Landevej ved Alslev syd for Varde.

    Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

    Cyklisten er alvorligt kvæstet, og en lægehelikopter er ankommet til ulykkesstedet.

    – Efter ulykken kører bilisten fra stedet i retning mod Esbjerg, fortæller vagtchef Erik Lindholdt.

    Han har ved 17-tiden ikke yderligere oplysninger om cyklistens identitet eller tilstand.

    Bilen var en brunlig firehjulstrækker pickup med åbent lad.

    Syd- og Sønderjyllands Politi vil gerne høre fra folk, der har oplysninger om bilen.

    /ritzau/