Bygningsarbejder er i kritisk tilstand efter fald fra stige

    En 43-årig mand er i kritisk tilstand, efter at han tirsdag eftermiddag faldt 5-10 meter ned fra en stige ved et byggeri i Horsens.

    Det oplyser Sydøstjyllands Politi.

    Ulykken skete i Søndre Brogade, hvor den 43-årige deltog i noget bygningsarbejde.

    – Han falder bagover fra stigen og slår baghovedet ned i jorden, så han mister bevidstheden, fortæller vagtchef Lars Grønlund.

    – Efter ulykken blev han bragt til sygehuset, hvor hans tilstand betegnes som yderst kritisk, tilføjer han.

    Den kvæstede mand er fra udlandet, og myndighederne i hans hjemland arbejder på at få underrettet hans pårørende.

    /ritzau/