26 døde og op mod 600 savnede efter jordskred i Guatemala


    Et kraftigt jordskred i Guatemala har kostet mindst 26 mennesker livet, oplyser en talsmand for brandvæsnet til nyhedsbureauet Reuters.

    Samtidig er op mod 600 personer meldt savnet.

    Jordskreddet skete torsdag aften efter kraftigt regnvejr, der fik store sten og mudder til at skylle hen over masser af hjem i Santa Catarina Pinula, der ligger i udkanten af Guatemala City.

    I omegnen af 125 huse skulle være blevet ødelagt af jordmasserne. Redningsarbejdere forsøger at få hentet folk ud i live, og der bliver opsat telte til dem, der har mistet deres permanente tag over hovedet.

    Ifølge lokale medier kan der høres skrig og råb om hjælp under de kollapsede bygninger.

    Melina Hidalgo, en af indbyggerne i det ramte område, fortæller, at hun var i gang med at vaske tøj, da hun hørte et stort brag, og lyset gik ud.

    – Det føles, som om jeg har mistet mine nærmeste, fordi alle mine naboer er døde, siger Hidalgo.

    Jordskreddet er et af de værste i nyere tid i det fattige mellemamerikanske land.

    /ritzau/Reuters