Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, vil ikke udtale sig til pressen efter sit andet møde med S-formand Mette Frederiksen tirsdag.
Skipper siger dog, at hun gerne vil snakke med pressen senere.
Hun var inde hos Mette Frederiksen, der prøver at sikre et flertal til en S-regering, i omkring 35 minutter.
Regeringsforhandlingerne i rød blok har snart stået på i tre uger.
Tidligere tirsdag i forbindelse med sit første møde hos Mette Frederiksen havde Skipper mere at sige.
Her gjorde Skipper det klart, at De Radikale ifølge Enhedslisten kommer med uspiselige forslag ved forhandlingsbordet.
– Vi har ikke lagt noget på bordet, som vi troede, kunne genere andre, eller som vi vidste, andre ikke kunne leve med. Det er et spørgsmål om at finde en ny retning, som vi alle kan se os selv i, sagde Skipper.
Enhedslisten og De Radikale er især langt fra hinanden omkring den økonomiske politik. SF er det tredje parti, som deltager i regeringsforhandlinger hos Mette Frederiksen.
/ritzau/











