Priserne på danske fødevarer er de højeste i EU

    Når danske forbrugere handler dagligvarer i supermarkedet, vil prisen ved kassebåndet opleves højere end i resten af EU.

    Danmark er således det dyreste på føde- og drikkevarer – minus alkohol – blandt de 28 lande i EU. Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik.

    De danske priser er omkring 30 procent over gennemsnittet i EU. Det er især på brød og kornprodukter, at Danmark stikker af fra de øvrige lande.

    Det er ikke en ny tendens, at Danmark er blandt de dyreste lande i EU.

    På de næste pladser finder man Luxembourg, Østrig og Finland. De billigste lande at handle dagligvarer i EU er Rumænien og Polen, hvor priserne ligger omkring en tredjedel under gennemsnittet i EU.

    Forklaringen på den danske førsteplads er flere ting, lyder det fra Mads Lundby Hansen, der er cheføkonom i den liberale tænketank Cepos.

    – Det hænger blandt andet sammen med et højt velstandsniveau, der presser lønninger og dermed priserne op. Desuden har vi en relativt høj moms, der også øger priserne, skriver han i en kommentar.

    Ser man bredere ud over Europa – og ikke kun EU – er det dog endnu dyrere at handle i Schweiz, Norge og Island. De tre landes fødevarepriser ligger henholdsvis 65, 61 og 50 procent over gennemsnittet i EU.

    Det er dog ikke på alle punkter, at danske forbrugere må punge ud med flest penge.

    Når det kommer til tobak, er Danmark på linje med gennemsnittet i EU og er dermed billigere end lande som Storbritannien, Irland, Frankrig, Holland og Sverige, der ligger mellem 8 og 104 procent over EU’s gennemsnit.

    På alkohol er de danske priser 24 procent over gennemsnittet, men priserne er endnu højere i Finland, Irland, Sverige, Grækenland, Storbritannien og Estland, der ligger mellem 26 og 82 procent over gennemsnittet i EU.

    /ritzau/