FN’s Sikkerhedsråd fordømmer forrige uges angreb på to tankskibe i Oman-bugten og opfordrer til dialog for at nedtrappe spændingerne mellem de involverede parter.
Det skriver flere internationale nyhedsbureauer, efter at Sikkerhedsrådet var samlet mandag.
– Medlemmerne af rådet opfordrer de pågældende parter og alle lande i regionen til at udøve maksimal tilbageholdenhed og gøre alt for at reducere spændingerne.
Sådan siger Kuwaits FN-ambassadør, Mansour Al-Otaibi, i en pressemeddelelse efter mødet.
Ifølge Sikkerhedsrådets medlemmer udgør angrebene i Oman-bugten en trussel mod verdens energiforsyning.
Derfor opfordrer rådet især USA og Iran til at indgå i en dialog for at forhindre yderligere optrapning af konflikten.
/ritzau/











