Straffesparksmål sender USA i VM-kvartfinalen

    De forsvarende verdensmestre fra USA holdte mandag liv i deres håb om at forsvare VM-titlen.

    Her blev Spanien besejret i ottendedelsfinalen ved VM i Frankrig.

    Amerikanerne vandt 2-1. USA’s to mål blev scoret på straffespark af anfører Megan Rapinoe.

    I kvartfinalen venter Frankrig, der i sin ottendedelsfinale slog Brasilien 2-1.

    Kampen mellem USA og Spanien startede fyr og flamme med to mål inden for de første ti minutter.

    Det første kom i det syvende minut, da Megan Rapinoe lavede det første af to straffesparksmål, efter at Tobin Heath kort forinden var blevet nedlagt i feltet.

    Spanien svarede hurtigt tilbage, og blot to minutter senere var der igen lighed på måltavlen, da Jennifer Hermoso med et fremragende skud fra distancen udlignede til pausestillingen 1-1.

    Først med et kvarter tilbage af den ordinære spilletid kom bolden igen i mål.

    Rose Lavelle fik sig et aftryk af en spansk fodboldstøvle på skinnebenet, da hun forsøgte at tæmme bolden i feltet, og så pegede dommeren på pletten efter at have kigget situationen igennem ved hjælp af VAR.

    Igen var Megan Rapinoe skarp, og så blev USA kvartfinaleklar.

    /ritzau/