Styrt fra knallert koster ung mand livet

    En 20-årig mand er død af de kvæstelser, han pådrog sig ved en knallertulykke fredag eftermiddag i Bedsted i Thy.

    Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi mandag.

    Manden var passager på en knallert og faldt af under kørslen. I den forbindelse fik han alvorlige hovedskader. Han brugte ikke styrthjelm og sad med ryggen til knallertføreren, har politiet tidligere oplyst.

    Ved faldet fik den 20-årige alvorlige kvæstelser i hovedet. Han blev straks efter bragt til behandling på Aalborg Universitetshospital.

    Her afgik han ved døden lørdag.

    Ulykken skete på Skolegade i Bedsted.

    De pårørende er blevet underrettet.

    /ritzau/