Mindst fire personer er dræbt, og yderligere mindst 65 er kvæstet i en togulykke i Bangladesh.
Fem passagervogne blev afsporet, da en jernbanebro brød sammen, netop som toget passerede.
Det oplyser Tofayel Ahmed, politisk leder for det område i det nordvestlige Bangladesh, hvor ulykken fandt sted omkring midnat lokal tid.
Ifølge Tofayel Ahmed er mindst 15 af de sårede personer i kritisk tilstand.
Årsagen til brokollapset kendes endnu ikke. Eksprestoget var på vej mod hovedstaden, Dhaka, da ulykken skete.
/ritzau/AP











