Hundredvis af klimaaktivister stormer kulmine i Tyskland

    Hundredvis af klimademonstranter brød gennem politiblokader og stormede lørdag aften en af Tysklands største kulminer.

    Aktivisterne ville sætte fokus på det akutte behov for at håndtere klimaforandringerne. Det sker, få dage efter at en plan om at gøre EU klimaneutral i 2050 blev opgivet.

    Demonstranterne ignorerede advarsler fra tysk politi om at det ikke ville være sikkert at befinde sig i minen.

    Derudover havde ejerne i den tyske energivirksomhed RWE truet med at ville sagsøge alle uvedkommende personer i minen.

    Der har de seneste år været fokus på Garzweiler-minen i det vestlige Tyskland blandt klimaaktivister. Det skyldes, at RWE havde planlagt at rydde skovområder for at udvide minen.

    – Det er vigtigt at øge presset på regeringen, som ikke gør nok for at modarbejde klimaforandringerne, siger Selma Schubert, der deltog i demonstrationen lørdag.

    Aktionen mod minen var blandt flere demonstrationer i nærheden af minen og et nærliggende kraftværk lørdag.

    Tidligere lørdag blokerede demonstranter midlertidigt jernbanespor, der bruges til at transportere kul.

    Op mod 8000 mennesker har deltaget i lørdagens demonstrationer. Det anslår den tyske klimagruppe Bund.

    /ritzau/AP