Investeringer for 50 milliarder dollar – svarende til 328 milliarder kroner – er blandt de økonomiske tiltag i Trump-administrationens fredsplan for Mellemøsten.
Det fremgår af de økonomiske rammer for den længe ventede plan, der skal løse striden mellem israelere og palæstinensere, som Det Hvide Hus har offentliggjort lørdag aften dansk tid.
Det skriver nyhedsbureauet AP.
Planen lægger op til en blanding af offentlig og privat finansiering. Den skal blandt andet skabe mindst en million nye job for palæstinensere.
De økonomiske detaljer er blevet offentliggjort to dage før et økonomisk møde, som USA har indkaldt til i Bahrain den 25. og 26. juni.
Her er formålet at bringe virksomheder og regeringer sammen for at indsamle penge, der skal kickstarte den amerikanske fredsplan.
Der er dog ringe forventninger til konferencen i Bahrain, hvor der hverken vil være officielle palæstinensiske eller israelske repræsentanter til stede.
Den palæstinensiske ledelse har på forhånd taget afstand fra fredsplanen og opfordret arabiske nationer til at undgå konferencen.
Fredsplanen er ligeledes blevet mødt med skepsis fra flere andre lande i Mellemøsten, hvor flere har antydet, at de ikke vil deltage.
/ritzau/











