Den polske by Krakow er nu officielt valgt som vært for den næste udgave af European Games, der er Europas pendant til OL.
Krakow skal sammen med arenaer i nærområdet i det sydlige Polen således stå for sportskonkurrencerne i 2023. Det meddeler den Europæiske Olympiske Komité (EOC) på sin hjemmeside.
Der var ikke meget spænding om valget. Krakow var den eneste værtskandidat, efter at den russiske by Kazan havde trukket sig. Tidligere har Krakow afløst Katowice som Polens bud på en værtsby.
Formanden i Danmarks Idrætsforbund, Niels Nygaard, er vicepræsident i EOC, og han var med til at pege på Krakow som kommende værtsby ved lørdagens afstemning i Minsk.
– Krakow er et godt valg. De har gode idrætsfaciliteter i Krakow og i regionen dernede. Polen er et godt sportsland med gode traditioner. Så det skal helt sikkert nok blive nogle gode lege, der bliver afholdt dernede i 2023, siger Niels Nygaard.
Den anden udgave af European Games blev officielt indledt fredag i hviderussiske Minsk. For fire år siden blev den første udgave afholdt i Aserbajdsjan.
Med valget af Krakow som næste værtsby rykker European Games endnu et skridt mod vest på europakortet, og det er en blåstempling af European Games, siger Niels Nygaard.
– Det rykker i en mere vestlig retning, det gør det. Polen er et EU-land og tilhører den vestlige del af Europa. Det er fint, at vi også får European Games i den del af Europa også, så det ikke kun er de gamle østblokstater, der sidder på European Games, siger han.
European Games fungerer som en slags opvarmning til OL, der altid bliver afholdt det følgende år. I flere sportsgrene og discipliner er det muligt at kvalificere sig til OL ved European Games.
De kommende polske værter ønsker, at der ved European Games om fire år er flere OL-billetter på spil end under de igangværende konkurrencer i Minsk.
/ritzau/











