Det danske kvindehold i bueskydningsdisciplinen recurve nærmer sig en medalje ved European Games.
Lørdag formiddag skød det danske hold bestående af Randi Degn, Anne Marie Laursen og Maja Jager sig videre til semifinalen i Minsk.
Det skete efter en dramatisk kvartfinale mod Rusland, der på forhånd var spået som en meget stærk modstander.
Der skulle shoot off til at afgøre den tætte dyst, før danskerne kunne række armene i vejret efter en 5-4-sejr.
Russerne havde ellers vundet de første to sæt og førte med 4-0, men danskerne svarede tilbage i de følgende to sæt og fremtvang dermed shoot off. De to hold havde begge skudt sig til 208 point og lavet fem 10’ere hver i de fire sæt.
I shoot off skød danskerne sig til 25 point på de tre pile, mens russerne kun blev noteret for 23 point.
Storbritannien er modstanderen i semifinalen, der begynder senere lørdag formiddag.
European Games er Europas svar på OL.
/ritzau/











