Putin forbyder russiske flyvninger til Georgien fra 8. juli

    Ruslands præsident, Vladimir Putin, har fredag underskrevet et dekret, der forbyder russiske luftfartsselskaber i at flyve til Georgien fra den 8. juli.

    Det fremgår af dekretet på styret i Kremls hjemmeside.

    Det sker, efter at der har været uro i Georgien, som følge af at en russisk politiker torsdag talte i det georgiske parlament.

    – Fra den 8. juli 2019 bliver det midlertidigt forbudt for russiske selskaber at gennemføre flyvninger fra Rusland til Georgien, lyder det.

    Det var en tale fra den russiske politiker Sergej Gavrilov, der bragte sindene i kog i Georgien torsdag. Gavrilov leder en russisk delegation, der er i Georgien som en del af et internationalt forum for ortodokse kristne.

    Torsdag fik han lov til at tale fra formandssædet i parlamentet i Georgien.

    Det fik demonstranter til at forsøge at storme det georgiske parlament. De forlanger, at landets parlamentsformand trækker sig.

    Georgiens præsident, Salomé Zurabisjvili, kaldte sent torsdag Rusland for “en fjende og en besættelsesmagt”. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Georgien er hovedsageligt provestligt, og det har ikke haft diplomatiske forbindelser til Rusland siden 2008. Her tabte landet en kort og blodig krig mod russerne om de uafhængige regioner Abkhasien og Sydossetien.

    Oppositionen i Georgien beskylder det regerende parti, Georgiens Drøm, for ikke at at være tilstrækkelig hård over for Rusland.

    – Georgiens Drøm har bragt russiske besættere ind og ladet dem sidde i formandens stol, sagde Elene Khosjtaria, der er parlamentsmedlem for oppositionen, torsdag ifølge Reuters.

    – Det er et slag i ansigtet på Georgiens seneste historie, lød det.

    /ritzau/AFP