Den seneste måneds angreb på olietankere i området omkring Hormuzstrædet har fået A.P. Møller-Mærsk til at ændre på ruter, hvor rederiets skibe sejler i regionen.
Det oplyser Søren Toft, der er driftsdirektør i A.P. Møller-Mærsk, til det amerikanske medie CNBC.
– Vi har mange aktiver, skibe og folk, som krydser Hormuzstrædet hver dag, hver uge.
– Indtil videre er vi ikke stoppet med at servicere området, men vi har ændret på ruten, skibene sejler, siger Søren Toft til CNBC.
Området omkring Hormuzstrædet har været præget af spændinger det seneste stykke tid. Senest blev to tankskibe beskadiget i Omanbugten. USA beskylder Iran for at have angrebet de to skibe. Iran nægter enhver indblanding.
I forvejen har USA oprustet markant i Mellemøsten, siden præsident Donald Trump valgte at trække sig ud af den internationale aftale om Irans atomprogram, der blev indgået i 2015.
I øjeblikket består oprustningen af omtrent 10.000 soldater, flere langtrækkende bombefly samt et hangarskib med støttefartøjer.
Området er ekstremt vigtigt for verdens olieeksport.
Omkring 40 procent af verdens olieproduktion sejler ifølge erhvervsmediet Bloomberg fra Den Persiske Golf gennem Hormuzstrædet og via Omanbugten ud på Det Arabiske Hav og videre til resten af verden.
Torsdag skød Iran en militær amerikansk drone ned ved Hormuzstrædet. Ifølge USA blev dronen skudt ned, da den befandt sig i international luftrum. Iranerne siger, at dronen var i iransk luftrum.
USA’s tilbagetrukne angreb skulle formentlig have været et hævnangreb herpå.
/ritzau/











