Africa Cup of Nations bliver fredag aften skudt i gang med et opgør mellem Egyptens værter og Zimbabwe.
I dagene op til åbningskampen i Kairo har der været tvivl om, hvorvidt en pengestrid kunne få Zimbabwes spillere til at blive væk.
Det afvises af Zimbabwes Fodboldforbund (Zifa) ifølge AFP.
Ifølge lokale medier har landsholdsspillerne, der går under navnet Warriors – krigerne – truet med at boykotte kampen mod Egypten på grund af uenighed om betaling og bonuspenge under turneringen.
– Zifa vil gerne gentage, at Warriors fortsat er fokuseret på åbningskampen i gruppe A mod Egypten.
– Zifa og Warriors har indgået en kontrakt, som begge parter vil respektere, skriver forbundet ifølge AFP i en udtalelse.
Zimbabwe deltager i Africa Cup of Nations for fjerde gang. Det er aldrig lykkedes at komme videre fra det indledende gruppespil.
Mens der tilsyneladende er styr på Zimbabwes deltagelse, er Camerouns landshold endnu ikke taget til Egypten.
Ifølge Reuters nægter Camerouns spillere at tage afsted til turneringen, før de får en aftale om en tilfredsstillende bonus. De er stadig på et hotel i hjemlandet.
Cameroun spiller efter planen sin første kamp tirsdag mod Guinea-Bissau.
Det ventes, at op mod 75.000 tilskuere vil være på plads på Stad El Qahira El Dawly, når åbningskampen fredag fløjtes i gang klokken 22 dansk tid.
Med Liverpool-angriberen Mohamed Salah som den helt store profil lægger Egyptens landstræner, Javier Aguirre, ikke skjul på, at landet ser sig selv som favorit til at vinde turneringen for ottende gang.
– Egypten spiller på hjemmebane og kan regne med passioneret opbakning. Og så har vi Mohamed Salah, den bedste fodboldspiller i Afrika, siger Aguirre ifølge AFP.
Africa Cup of Nations afsluttes 19. juli med finalen i den egyptiske hovedstad.
/ritzau/











