Endnu en kandidat er torsdag slået ud af opgøret om at blive den afgående britiske premierminister Theresa Mays arvtager. Indenrigsminister Sajid Javid er ude af kapløbet, oplyser partiets ledere i parlamentet.
Kun tre kandidater er nu med i kamp om at afløse Theresa May: Boris Johnson, Jeremy Hunt og Michael Gove.
Johnson, som er tidligere udenrigsminister, fik 157 stemmer og står nu endnu stærkere i slutopgøret. Gove gik 61 stemmer, mens Hunt fik 59.
Ved endnu en afstemningsrunde i partiet senere torsdag vil endnu en kandidat blive elimineret.
Derefter er der kun to navne tilbage i puljen, og de omkring 160.000 medlemmer af Det Konservative Parti skal stemme om deres foretrukne kandidat ved en urafstemning.
/ritzau/Reuters











