Iran skyder militær drone fra USA ned i kriseområde

    En militær drone fra USA er skudt ned i internationalt luftrum over Hormuzstrædet af et iransk jord-til-luft missil, oplyser en amerikansk embedsmand til Reuters.

    Rapporten om nedskydningen af dronen kommer på et tidspunkt, hvor forholdet mellem Iran og USA er højspændt.

    Det amerikanske forsvarsministerium annoncerede mandag, at det vil sende yderligere 1000 soldater til Mellemøsten.

    Den fungerende amerikanske forsvarsminister, Patrick Shanahan, kalder troppeforøgelsen et forsøg på at “øge sikkerheden omkring amerikanske interesser” i regionen.

    USA beskylder blandt andet Iran for at stå bag angreb på to tankskibe i Omanbugten i sidste uge. Iran nægter enhver indblanding.

    I forvejen har USA oprustet markant i Mellemøsten, siden præsident Donald Trump valgte at trække sig ud af den internationale aftale om Irans atomprogram, der blev indgået i 2015.

    I øjeblikket består oprustningen af omtrent 10.000 soldater, flere langtrækkende bombefly samt et hangarskib med støttefartøjer.

    /ritzau/Reuters