Johnny Mølby bliver træner i Vendsyssel

    Johnny Mølby er udpeget som manden, der skal føre Vendsyssel tilbage til Superligaen.

    Torsdag har nedrykkerklubben givet 50-årige Mølby ansvaret. Det oplyser Vendsyssel på sin hjemmeside.

    Mølby var indtil for nylig ansat som assistenttræner i belgiske Gent under Jess Thorup.

    Den nyansatte Vendsyssel-træner har solid erfaring fra dansk fodbold, hvor han har været cheftræner i AC Horsens, Viborg og Kolding. Han har desuden været assistent i Esbjerg og AGF.

    Vendsyssel rykkede efter en enkelt sæson ud af Superligaen efter et samlet playoffnederlag til Lyngby.

    /ritzau/