17 civile og 11 militante er dræbt under angreb i Syrien

    17 civile og 11 militante er onsdag blevet dræbt under angreb af regeringsstyrker i det nordvestlige Syrien.

    Det oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.

    12 civile er blevet dræbt i en landsby i regionen Jabal al-Zawiya i Idlib-provisen.

    Her blev både mennesker og bygninger sprængt i luften, oplyser en fotograf fra nyhedsbureauet AFP, der onsdag har været til stede i området.

    Redningsarbejdere har fundet omkomne under murbrokker mere end hundrede meter fra det sted, hvor luftangrebet ramte.

    Yderligere fire civile er blevet dræbt i angreb i nærliggende landsbyger i det sydlige Idlib.

    Derudover er endnu en civil blevet dræbt i et luftangreb i udkanten af provinsens hovedstad af samme navn, oplyser observatoriet.

    I den nærliggende Hama-provins har regeringsstyrker dræbt 11 militante.

    Det sker, en dag efter at voldelige sammenstød i regionen efterlod 55 dræbte. Herunder var 14 soldater fra regeringens styrker.

    Tirsdag opfordrede FN’s generalsekretær, António Guterres, Rusland og Tyrkiet til at “stabilisere situationen” i Idlib.

    – Jeg er dybt bekymret over eskaleringen af kampene i Idlib, sagde han.

    Guterres tilføjede, at “civile betaler en forfærdelig pris”.

    For en uge siden lød det ellers fra Rusland, at der i samarbejde med Tyrkiet var mæglet en færdig våbenhvile på plads, som skulle genetablere en demilitariserede zone i Idlib-provinsen.

    Den demilitariserede zone blev i første omgang etableret gennem en aftale mellem Tyrkiet og Rusland i september sidste år.

    Men siden begyndelsen af maj indledte syriske regeringsstyrker med støtte fra Ruslands luftvåben en række nye angreb i provinsen.

    Angrebene har også ramt skoler og hospitaler, og siden begyndelsen af maj er omkring 300 civile blevet dræbt. Det vurderer Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.

    Idlib-provinsen og en større del af det nordvestlige Syrien er de eneste områder, der efter otte års borgerkrig ikke er underlagt regimets kontrol.

    /ritzau/AFP