Tour-favorit styrter under i Schweiz Rundt

    Uheldene hagler ned over cykelholdet Team Ineos.

    Tirsdag styrtede Geraint Thomas cirka 30 kilometer fra mål på 4. etape af Schweiz Rundt. Thomas blev siddende i asfalten i flere minutter efter sit styrt, der også havde givet ham tydelige skrammer på skulderen.

    Han var dog selv i stand til at tage sin sønderrevne cykeltrøje af. Det vides endnu ikke, om han fortsætter i Schweiz Rundt.

    Den 33-årige brite er udset til at være holdets stærkeste kort i Tour de France, der begynder i starten af juli, efter at holdkammeraten Chris Froome måtte melde afbud til Touren, da han i sidste uge styrtede og pådrog sig et brud på nakken i etapeløbet Critérium du Dauphiné.

    /ritzau/