Platini erklærer sig uskyldig i alle anklager

    Michel Platini er uskyldig i alle anklager.

    Det hævder advokat William Bourdon, som repræsenterer Platini. Han fortæller til Reuters, at franskmanden vil svare på alle spørgsmål og samarbejde med fransk politi.

    – Han har absolut ikke gjort noget galt. Han har ingen relation til sagen, som er ukendt for ham, lyder det i en udtalelse fra Platinis repræsentanter.

    Tidligere tirsdag skrev flere medier, at Platini blev arresteret i Frankrig i efterforskningen af mulig korruption i forbindelse med tildelingen af fodbold-VM i Qatar i 2022.

    Platinis advokat afviser, at der er tale om en anholdelse fra fransk politis side. Der er tale om en vidneforklaring, lyder det i udtalelsen.

    Platini sad i en årrække på posten som præsident i Det Europæiske Fodboldforbund, Uefa.

    /ritzau/