Efter en dags pause er de officielle forhandlinger om en ny regering genoptaget tirsdag eftermiddag.
– Det går godt, og for hver dag og time står det mere og mere klart, at vi virkelig kan rykke noget for det her samfund, siger S-formand Mette Frederiksen før forhandlingerne.
I små to uger har Enhedslisten, SF og De Radikale forhandlet med Socialdemokratiets formand og kongelig undersøger, Mette Frederiksen.
Hun fortæller, at partierne talte sammen mandag, selv om der officielt var pause i forhandlingerne.
– Nu er vi helt nede i al substans, og det er et kæmpe arbejde, vi er i gang med, siger hun.
/ritzau/











