Far er frifundet for seksuelle overgreb på sine døtre

    En far er tirsdag blevet frikendt for at have forgrebet sig seksuelt på sine døtre i perioden mellem 2012 og 2017.

    Det oplyser Retten i Næstved.

    Her var den 42-årige far tiltalt for at have voldtaget sin ene datter, da hun var mellem seks og ni år gammel, mens han var tiltalt for på et andet tidspunkt at have presset sit erigerede lem mod sin anden datters bagdel.

    Retten har dog ikke fundet det bevist, at de seksuelle overgreb fandt sted. De overgreb var dog langtfra de eneste, han var tiltalt for.

    Både den 42-årige far og den 43-årige mor er tirsdag blevet kendt skyldige i mange tilfælde af vold mod deres fire børn.

    Faren er blandt andet kendt skyldig i flere gange om ugen at have slået sin yngste datter med kraftige lussinger og knytnæveslag. Hun blev ramt både på næsen, armene og benene.

    Derudover har han med vilje mellem syv og otte gange skubbet hende ned af en trappe fra første sal og bedt de to ældste børn om at fastholde den yngste, mens han tæskede hende.

    Moren har også spillet en aktiv rolle i mishandlingen, hvor hun blandt andet har sparket sin ene søn, givet ham knytnæveslag på kroppen og slået ham med et støvsugerrør på benene og kroppen.

    Også han er blevet skubbet ned af trappen fra første sal. Det var moren, som skubbede, ligesom hun opfordrede faren til at slå sønnen.

    Den 43-årige mor er også kendt skyldig i at have fået sine sønner til at sige, at deres far skulle have udsat dem for seksuelle overgreb, selv om det var usandt. Det gjorde hun angiveligt, fordi hun ville have faren dømt.

    Forældrene var også voldelige over for hinanden og familiens hunde.

    Dommen ventes senere tirsdag.

    /ritzau/