En 29-årig mand, der er tiltalt for dobbeltdrab, er tidligere dømt til psykiatrisk behandling for vold, fortæller anklager Michael Boolsen under sin forelæggelse i Retten i Nykøbing Falster tirsdag.
Den tiltalte har en lang psykiatrisk sygehistorie og en diagnose for skizofreni.
Manden er tirsdag i retten tiltalt for at have dræbt to mænd og forsøgt at dræbe en tredje med en kniv på forsorgshjemmet Saxenhøj i foråret sidste år. Han nægter sig skyldig.
Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigtDet var 7. maj 2014, at den dengang 28-årige psykisk syge mand dræbte en 69-årig læge og en 40-årig socialrådgiver samt sårede en anden beboer på forsorgshjemmet Saxenhøj i Sakskøbing på Lolland.
Lægen mistede livet på stedet, mens socialrådgiveren døde af sine kvæstelser otte dage senere. Beboeren overlevede.
Da politiet ankom til stedet, fandt de den tiltalte siddende inde på sit værelse.
– Gerningsmanden sad på sengen i skrædderstilling med en joint i munden, læser anklageren op.
Anklager Michael Boolsen fortæller, at den tiltalte i perioden op til knivstikkeriet var psykisk dårlig. Han havde afvist at lade sig lade sig indlægge. Planen var derfor at tvangsindlægge ham.
– Hvad der yderligere passerede er et spørgsmål for bevisførelsen, siger anklageren.
Der er godt pakket til dagens retsmøde i Nykøbing Falster, hvor der er mødt omkring 20 pårørende og tilhørere op samt en håndfuld fra pressen.
Senere på dagen skal flere vidner afhøres. Blandt andet den beboer på Saxenhøj, som den 29-årige er tiltalt for at have forsøgt at dræbe.
Den psykisk syge mand er ud over manddrab og drabsforsøg også tiltalt for vold mod ansatte fra Hvidovre Psykiatrisk Hospital og retspsykiatrisk afdeling på Oringe i Vordingborg samt besiddelse af 39,9 gram hash.
Han nægter sig skyldig i alle forhold undtagen besiddelsen af hash. Der er afsat tre dage til retssagen.
/ritzau/