I en sag om en serie røverier mod unge drenge har Retten i Lyngby fredag fundet tre yngre mænd skyldige.
I alt er der beviser for 15 gaderøverier, som blev begået i Hellerup, Herlev, Husum, Lyngby og Søborg, fastslår retten.
Flere af ofrene blev holdt fast og bevogtet af røvere, mens andre deltagere i kriminaliteten gik til hæveautomater og på den måde fik fat i deres penge.
I nogle tilfælde mistede ofre også tøj, punge og ure, oplyser retten om sagen.
Mange af ofrene beskrives af retten som “meget unge drenge”.
En af de tiltalte er idømt fængsel i tre år. Han er 19 år, og samme alder har en anden, der er udenlandsk statsborger. Han er blevet udvist af Danmark og er desuden straffet med fængsel i to år og seks måneder. En tredje person på anklagebænken har fået fængsel i et år og seks måneder.
Under sagen har retten lyttet til udsagn fra 40 vidner.
/ritzau/











