Brenton Tarrant, der er anklaget for at have dræbt 51 mennesker i et moskéangreb i New Zealand i marts, nægter sig skyldig.
Det siger han natten til fredag dansk tid i forbindelse med et retsmøde i sagen mod ham. Det skriver nyhedsbureauet AP.
Den 28-årige australier var med i retten via et videolink fra et højsikret fængsel i Auckland, hvor han sidder varetægtsfængslet.
Tarrant er sigtet for at have dræbt 51 personer og for at have forsøgt at dræbe yderligere 40. Derudover er han sigtet for at have overtrådt landets terrorlovgivning.
Maksimumsstraffen for sådanne handlinger er livsvarigt fængsel.
Retssagen er sat til at vare seks uger. Den begynder i maj 2020.
/ritzau/











