Mexicos præsident gentager sit ønske om at undgå konfrontation med USA.
Præsidenten, Andres Manuel Lopez Obrador, vil gerne forblive venner med USA’s præsident, Donald Trump, og undgå en handelsstrid over problemerne med illegal indvandring fra Mexico til USA.
Det siger han til et møde med andre ledere fra Nordamerika i Los Cabos i Mexico, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Lige nu er ledere fra USA og Mexico i færd med at blive enige om, hvordan migrationsproblemerne skal håndteres.
Donald Trump har givet Mexicos regering indtil 10. juni til at blive enige. Når Mexico ikke den deadline, vil Trump indføre en told på fem procent på alle mexicanske varer.
Tolden vil gradvist stige til 25 procent i oktober, hvis Mexico ikke standser migrantstrømmen.
Trump skrev dog i et tweet fredag aften, at forhandlingerne skred fremad.
Mexico eksporterer ifølge USA’s handelsministerium blandt andet biler, elartikler, maskiner, mineralolie og medicinsk udstyr.
/ritzau/











