Tre officerer og en soldat er blevet dræbt af vejsidebombe i Pakistan sent fredag aften dansk tid.
Det oplyser landets militær i en pressemeddelelse, skriver nyhedsbureauet AP.
Yderligere fire soldater er blevet såret under angrebet, som fandt sted i den nordvestlige del af Pakistan ved den uroplagede grænse til Afghanistan.
Området har tidligere været en af Talibans højborge, hvorfor den pakistanske hær har udført talrige operationer mod lokale og udenlandske militante i provinsen.
Den pakistanske præsident, Arif Alvi, og landets premierminister, Imran Khan, har fordømt angrebet mod de pakistanske sikkerhedsstyrker.
De lover samtidig at tage hårde midler i brug mod dem, der står bag vejsidebomben.
/ritzau/











